Fest p øen - alle

Lena rødmede og smilede stort, "Yeah ... jeg er også overraskede" sagde hun, "Men det er godt .. jeg er glad for vi kunne gøre det igen"

"Kan ikke være let" hun rynkede brynene lidt

Zarya brummede og rynkede brynee lidt, ".. Hvad mener du?"

Jack sukkede og nikkede lidt... han måtte tale med Lena..

McCree nikkede enigt og smilte lidt, mens han nød at være tæt på Jack og blive nusset i håret

Gabriel brummede og skævede mod Amélie og Lena med et svagt smil, de virkede jo glade

Hanzo fnøs af dem e.e''' og hentede mere rom e.e'''''

Genji grinte fornøjet og snuppede sig da også noget mere rom <3

Hana grinede glad og holdt om Lúcio<3

Lucio smilte stort og rødmede lidt, mens han lagde armene om Hana, "Jeg tror du gjorde ham sur"

Angela strøg hendes hånd...

Fareeha rødmede og så mod hende .. hun sukkede svagt, "... Lena ser da heller ikke utilpas ud" indrømmede hun tøvende

Amélie nikkede... hun lod blikket glide over Lena... den pige gav hende lyst til at gøre ting ved hende... ting hun ikke burde gøre. Hun besluttede sig for at distrahere sig selv. Ved at synge. Hun tog en lang slurk af sin vin og rettede sig op. Så så hun rundt blandt folk og begyndte at synge:

”Morning in Paris, the city awakes
To the bells of Notre Dame
The fisherman fishes, the bakerman bakes
To the bells of Notre Dame

To the big bells as loud as the thunder
To the little bells soft as a psalm
And some say the soul of the city's
The toll of the bells

The bells of Notre Dame”

Hun så rundt mellem folk og begyndte at fortælle

”So many colours of sound, so many changing moods. Because you know, they don't ring all by themselves. Up there, high, high in the dark bell tower, lives the mysterious bell ringer.

Hush, and Amélie will tell you.
It is a tale, a tale of a man… and a monster.”
Sagde hun dramatisk

“Dark was the night when our tale was begun
On the docks near Notre Dame
Four frightened gypsies slid silently under
The docks near Notre Dame
But a trap had been laid for the gypsies
And they gazed up in fear and alarm
At a figure whose clutches
Were iron as much as the bells
The bells of Notre Dame”

Amélie så rundt iblandt folkene, også, måske især, på Lena

”Claude Frollo var dommer og en kirkens mand… og han havde ikke i sinde at lade den lille familie uskadt gennem byen” fortalte hun imens hun i sandet omkring dem tegnede en mand… og en kvinde der bar på en bylt.

”Judge Claude Frollo longed
To purge the world
Of vice and sin…
And he saw corruption
Ev'rywhere
Except within…”

Hun lagde blidt sin hånd på Lenas hjerte… ;3… men ikke flirtende, alvorligt. (øv Amé)

”Bring these gypsy vermin to the palace of justice” sagde hun med en dybere, mere selvhøjtidelig stemme ”sagde dommeren… og pegede på kvindens bylt: ”Stolen goods, no doubt. Take them from her” fortsatte hun i den mørke stemme og så rundt blandt folk om bålet ”she ran.”

Amélie begyndte at tegne Notre Dame i sandet ”til kirken løb hun, bærende på bylten som galt det hendes liv. Hun løb til døren, og hun hamrede og græd: ”Sanctuary, please give us sanctuary!”
Men Frollo var til hest, og han indhentede hende hurtigt. Han rev bylten fra kvindens favn, og da hun gjorde modstand slog han hende. Hun ramte kirkestenen og hendes blod flød i den hvide sne… og sølede den hellige jord.”

Amélie hældte lidt af sin vin ud i sandet der hurtigt opslugte den røde væske

”Bylten begyndte at græde… ”a baby?” spurgte Frollo og åbnede for bylten… men synet der mødte ham, fyldte ham med foragt ”a monster!”

Hun rejste sig og greb en tilfældig sæk med … en eller anden proviant ”han tog det vanskabte barn imod brønden der stod foran kirken. Besluttet ende dets liv her i aften.”  hun holdt sækken ind mod flammerne, og da hun var ved at slippe, sagde hun pludselig ”stop!”

”See there the innocent blood you have spilt
On the steps of Notre Dame…” sagde ærke biskoppen”

“This is an unholy deamon
I'm sending it back to hell, where it belongs” sagde Amélie I den mørke stemme hun havde brugt til Frollo før “I am guiltless. She ran, I pursued”

“Now you would add this child's blood to your guilt
On the steps of Notre Dame” sang hun og pegede på først vinen og så, så mod posen I hendes hånd

” My conscience is clear!” sagde hun med dyb stemme

“You can lie to yourself and your minions
You can claim that you haven't a qualm
But you never can run from
Nor hide what you've done from the eyes

The very eyes of Notre Dame”

Amélie gik langsomt rundt mellem folkene og så alvorligt på dem

” And for one time in his live
Of power and control
Frollo felt a twinge of fear
For his immortal soul”

“What must I do?” spurgte Frollo ærkebiskoppen. “Care for the child, and raise it as your own” svarede ærkebiskoppen” fortalte Amélie og så på posen

“What? I'm to be saddled with this misshapen...?
Very well. Let him live with you, in your church

The bell tower, perhaps

Just so he's kept locked away
Where no one else can see

And who knows, our Lord works in mysterious ways”

Hun betragtede posen med et langt blik og sang

” Even this foul creature may
Yet prove one day to be
Of use to me…”

Amélie så rundt blandt folk og lod blikket hvile på Lena

” And Frollo gave the child a cruel name
A name that means "half-formed":
Quasimodo”

“Now here is a riddle to guess if you can
Sing the bells of Notre Dame
Who is the monster and who is the man?
Sing the bells, bells, bells, bells
Bells, bells, bells, bells
Bells of Notre Dame”

Lena så overraskede på Amélie, da hun gik i gang med at synge. Hun smilte varmt og så på hende med et lidt drømmende smil, hun sang smukt ...

"They don't?" Spurgte Lena med store øjne og så fascineret på hende o.o "The bell ringer?" spurgte hun videre, da der blev fortalt ... men så blev der tysset ... Lena blev stille og lyttede i stedet bare trylle bundet til historien. Lena spærrede øjnene op, et monster?

Lena gispede forfærdet, da de stakkels folk blev fanget af manden! Hun så bekymret på hende, "Hvad skete der så?"

Lena så bekymret og trist på sandtegningen, "..... Hvad gjorde han ved dem?" spurgte hun og så på Amélie med rynkede bryn, de havde et lille barn!

Lena så på hende med store øjne og rødmede lidt, da der blev lagt en hånd på hendes hjerte ... Han lød som en dårlig mand. Hun skævede kort mod Hanzo .. eller måske en misguidede mand ... Amélie mente ikke hun var sådan, vel?

Så fortsatte historien og Amélie gjorde sig skræmmende. Hun så bekymret og opslugt på hende. Hun holdt hænderne op for ansigtet, "Tog han hendes barn?" udbrød hun forfærdet ... Men kvinden løb. Hun håbede hun kom væk ....

"Hvad skete der med barnet?" spurgte en trist Lena, da den stakkels kvinde blev dræbt ... Men så ville dommeren dræbe barnet! Hun så forfærdet på Amélie, ".. det gjorde han vel ikke?"

Lena så med store øjne til, mens den gode præst og den onde dommer diskuterede barnets skæbne. Hun knugede hænderne og håbede ikke at dommeren ville kaste det stakkels barn i brønden ...

Lena nikkede bestemt, hvis der var noget, der kunne skade sjælen så var det børnemord! Lena sukkede lettet, da dommeren spurgte præsten om råd ... så ville han nok ikke dræbe barnet. Hun fnøs, da han ikke selv ville passe det .. men det ville sikkert også have det bedre ved den flinke præst! Hun kunne ikke lide Frodo

"Det er Frodo der er et monster!" sagde Lena meget bestemt, da den ode historie var forbi

"Han virker ikke forstående overfor afvigende lyster" sagde Sombra og nussede hendes arm.. som Zarya jo havde...

Hun så nysgerrigt imod Amélie der begyndte at synge. Hun lagde hovedet tilrette på Zaryas skulder og lyttede interesseret .. historien tog sted i Frankrig åbenbart... hun lyttede og blev hurtigt opslugt i historien... om den stakkels signøjer familie der blev dræbt og deres vanskabte barn der blev forvist til klokketårnet......

Zarya brummede lidt og trak på skuldrene, "Hrm .. han er en god ven" sagde hun i Hanzos forsvar

Zarya så først mistroisk på den upassende kvinde, men blev dså fanget af historien. Hun brummmede og lyttede nysgerrigt med, så rynkede hun brynene og hendes brummen blev utilfreds. Hun knyttede næverne, det var heldigt den mand ikke var her nu e.e

Hun nikkede bestemt af Lena

Jack blinkede med øjnene og så overrasket på Amélie... han lyttede, meget fanget af historien... og mærkede sit vrede blusse. Forfærdelige mand. Han knyttede næverne og lyttede, imens han håbede på det bedste... men det var ikke en lykkelig historie.. han så på Lena og smilede lidt. Han nikkede kort, hans folk var gode folk.

McCree så overraskede på Amélie, "... den har jeg aldrig hørt før" mumlede han og lyttede fascineret med. Han rynkede brynene og kunne godt mærke at det nok ikke blev en god historie ... Han lavede en lidt vred lyd og drak noget rom for at få lidt styr på sine følelser, det var trods alt bare en historie ...

Gabriel brummede, "Nej, heller ikke jeg" svarede han Jesse og lyttede interesseret med til den franske historie.

Han så vredt på ilden, da kvinden blev truet og han knyttede næverne, da hun blev dræbt ig hendes unge taget fra hende. At ting fik lov at stå til som det ... i et land, hvor det var din status der betød noget og ikke din ånd.

Gabriel brummede tilfredst af Lena, hun var en god unge ... Godt hende og Amélie kom godt ud af det med hinanden

Til Hanzos forsvar var han rigtigt fuld, allerede i skidt humør inden den triste sang og ikke altid den bedste til at styre sit temperament.

"HVOR ER HAN!" e_e brølede han og trak sin sabel "den lede, jeg skal finde ham og slå ham ihjel! Hvor vover han, uskyldige kvinde, vi må redde barnet! Vi får ham hængt for hans forbrydelser, admiral, vi skal til Notre Dame!!"

Genji, der havde siddet ret opslugt af den triste historie .. han havde aldrig hørt Am synge den slags før .. blev pludselig revet ud af det af Hanzos råben. Han blinkede og så overraskede på ham .. ikke helt sikker på, hvordan han skulle have det. Han kom til at grine lidt og smilte, så var manden jo ikke helt forladt for hjerte, "Jeg tror vi kommer for sent"

Hana var fuldt og vred og meget vred! Hun sprang straks på benene og trak våben "AYE! Lad os kløve ham i to!"

Lucio havde siddet og set trist og bekymret på Amélie ... det kunne han da ikke? Men så sprang Hana op, og uden rigtig at tænke sprang han op med hende, klar til at hjælpe og forsvare!

Angela der havde siddet med tungt hjerte og lydt til den tragiske historie og blevet mindet om alle menneskers ondskab, blinkede med øjnene og kom til at smile... det var godt der var de unge til havs, der kunne minde en om at verden ikke kun var mørk.

Fareeha så forfærdet på ilden, "Sikke en forfærdelig mand!" udbrød hun og kneb øjnene sammen ... hun så lidt mellem Hana og Hanzo, ".. men jeg tror desværre ikke det står i vores magt at ændre historien" sagde hun og og gik over og klappede Hanzo lidt på skulderen